Hvordan forbinde sig med landet? Med rødderne? Er der overhovedet rødder? Vi er jo moderne. Traditionerne er over bord. Ingen religion, ingen tradition, ingen ritualer er overleveret. Eller jo, overleveret, men så smidt ud. Vi skal forme verden på ny. Selv gennemtænge rammerne, være kosmopolitter, være rationelle, bygge en ny verden, beherske verden, befolke universet. Men rodløsheden. Manglen på fæste. Manglen på tradition. Hvordan?

Der skete noget, da mine forældre døde. Enebarn og uden særlig kontakt til den fjernere familie. Jeg var alene. Pludselig kaldte jeg på rødder. På en viden om hvordan og hvorfor.

Som biolog og gartner forbinder jeg mig med landskabet. Jeg og familien bestyrer 3 Ha dansk muld. Marker til to sider, en skov på den tredje, en å nederst. To tværstier til grævling, ræv og rådyr. Pindsvin i kvasbunkerne. Musvåger og natugler i skovene omkring. Masser af ynglefugle i hegn og træer. Man kommer jo til at kende stedet, vide hvornår kørvelen blomstrer, at det er efter æblerne men inden gederamsen. Stirre efter kattehalen, der altid kommer underligt sent igang med at skyde. Vide at der er en ubeskrevet svampeart på dueurtstænglerne i grøften. Vide at man kan træffe en grønblå tidselbuk senere på sommeren.

Forbindelsen med landskabet formes ganske langsomt som årene går. Men kan der være en dybere forståelse med landet? Og kan den sameksistere med den moderne verden?

I engen kommer der munkesten op når man graver dybt. Og på nabomarken ligger der en meget stor, flad sten. Man tænker uvildkårligt på et kultsted – måske en offerplads. På budskaber fra en dybere fortid. Her har jo boet mennesker, vel sagtens siden stenalderen. Er det deres spor?

Graver man i kilderne, er vores fortid sparsom. Jo, man kan grave i bogstaveligste forstand – som arkæolog. Men hvad man finder her er ikke fortællinger, det er artefakter. Sten, træ, stolpehuller, potteskår osv. Sager, der fortæller om folkets tekniske formåen, men ikke om sjælelivet. I hvert fald ikke på en måde, der forbinder mig med det.

De tidligste skriftlige kilder er runeindskrifter hovedsageligt i sten. De kan stamme helt tilbage fra 10.000 år før vor tidsregning, men de er sparsomme. Først med de skriftlige kilder begynder der at forme sig fortællinger man kan indleve sig i. I Eddaerne beskrives begivenheder fra slutningen af vikingetiden. Men det, der beskrives, er storfolkenes historie. Det er konger og dronninger, stormænd og deres kvinder. Det er politik, ære, drab og hævn – og så en enkelt drage hist og her. Det der ikke fortælles er hvordan almindelige menneskerne levede og tænkte.

Odin og Thor kender vi, men de hørte vel tilsvarende til i de højere luftlag. Det forekommer usandsynligt at de skulle have regeret almuens dagligliv. Her må man have haft mere jordbundne væsener at hægte livet op på, så kunne Thor komme ridende forbi de fire gange om sommeren hvor det tordnede. Troede man mon på trolde, nisser, alfer og andre naturånder? Var der ritualer at udføre inden såning og steder, der skulle besøges inden høst?

Ser jeg på min egen tid, er der enkelte overlevende tråde af et sådant gammelt tæppe af folketro. Nisser er vel efter hånden blevet til julemanden, men er dog til stede i lidt ældre fortællinger og i nogle af børnenes julekalendere. Nøkken er her måske kun fordi han er en ingrediens i Astris Lindgrens Bulderby-fortællinger – han boede nok mest ovre i Sverige. Trolde skal man vel til Island for at finde i levende live. Og så der tågefænomenerne, som jeg faktisk ofte kan se med egne øjne: elverne der danser og ikke mindst mosekonen.

Har disse naturvæsener noget med den før-kristne tro at gøre? Trolde, elver og mosekoner synes ikke umiddelbart at være skikkelser fra Eddaerne selv om trolde og jætter nok er beslægede. Men hvor Aserne hørte til det fremtrædende, magtfulde gudelag, der blev ret effektivt undertrykt med kristendommens indførelse, fandtes der en anden gruppering i denne mytologi, Vanerne, som tilsyneladende levere mere i det skjulte og som havde forbindelse til frugtbarhed og død. Og frugtbarhed og død er hvad der fylder i almindelige menneskers spirituelle liv så man kunne forestille sig at denne klasse af væsener repræsenterede et ældre system af naturguder, der via trolde, elver og mosekoner stadig kan stikke næsen frem.

I forbindelse med disse billeder og tekster har jeg dykket i de skriftlige kilder, jeg har kunnet finde, på jagt efter rester af sagn, som kunne forbinde mig med landskabet og som kunne give en forståelsesramme for de ikke-kristne motiver i bl.a. middelalderens kalkmalerier. Her dukker to meget konkrete, naturgudelignende skikkelser op: Nissen og Hyldemor. I begge tilfælde skikkelser man skulle stå på god fod med, om det skulle gå en godt i livet. Desuden findes endeløse beretninger om trolde, der helt entydigt i er indsat fortællingernes kristne djævle-niche som evige modstandere til præsten. Frem fra kalkmalerierne dukker desuden en masse skader, ræve og hunde samt en del drager, havfruer, kentaurer og lignende fantasivæsener, der næppe direkte har meget med kristendommen at gøre.

Spørgsmålet er, om denne sky af væsener er den lille, efterladte top af et meget større isbjerg af ånder, der engang besjælede vores landskab? De sidste rester af en naturreligion, der engang gav menneskerne et tættere tilhørsforhold til landskabet?

Jeg tænker at en strategi til både at honorere rationalitet og viden og samtidig bevare en respekt for naturen, er en form for dobbelttænkning. Vi bevæger os lynhurtigt fremad – eksponential teknologisk udvikling, osv. Vi er vitterlig verdens herrer (eller fruer). Vi kan faktisk bestemme hvad der skal leve og hvad der skal dø. Snart koloniserer vi Mars. Men det viser sig samtidig at vores sind har brug for naturen. At natur gør os mere mentalt afbalancerede. Jeg vil mene, at dette er forbundet med, at vi i naturen møder noget, som står uden for os selv. Noget vi ikke umiddelbart kan kontrollere. Noget vi kun kan undres over. Det lille indput af uberegnelighed (nu regner det; der kom et rådyr; pludselig er der småsvampe ud over græsplænen) er som salt i en smagsfattig ret. Jeg vil gå så lang som til at sige, at følelsen af at give rum for naturens udfoldelse på en lille plet af kloden man tilfældigvis måtte have ansvaret for, er noget af det mest meningsfulde livet giver, helt parallelt med familie og børn.

Så dobbelttænkningen består i på samme tid at leve et moderne liv i udvikling og at bibeholde en kontakt for de naturlige livsmanifestationer man er sat iblandt. Både at leve med videnskaben og med en besjælet natur. Den store historie og den nære.

Jens H. Petersen – Tirstrup, 2018.