ÅMANDEN


Om Åmanden i Odense-Å er tilforn fortalt, hvorlunde han hvert år tager sit Offer, men adskilligt sådant Ufærd siges der også at være i andre Åer, Søer og Moser, hvilket ikke har anden Lighed med et Menneske end som blot Hovedet, men desuagtet forfører det dog både Piger og Karle, så at det tilforn almindeligt sagdes, når En druknede, at „Nøkken“ eller „Nikken“ havde taget ham.

Danske Folkesagn, III del (1860) – af Just Mathias Thiele



Vandet [i Alling Aa] kunde til sine Tider staa langt op over Broen, for den var lav, og der var intet rigtigt Fratræk for Vandet.

Saa kunde Folk en Gang imellem høre en Røst, der sagde:
„Tiden er kommen, men Manden er ikke kommen.“

En Morgen kom et Par Æbeltoft-Folk kjørende med Fisk, og det var saadant Mørke og Mulm, te de kunde ikke se, hvor de skulde kjøre. Saa tog Vandet dem. Manden fik snart Ende paa det, men Konen skreg ynkelig i lang Tid, hun blev ved næsten en hel Time. Hendes Skjorter havde vel holdt hende oppe. De fra Fløvstrup kunde høre hende, for hun blev ført med Strømmen der ned ad, men de kunde ikke finde hende tids nok. Da de fandt hendes Lig, saa de, at hun var standset paa en Ellerod.

Min Morbroder græd, hver Gang han fortalte mig den Historie.


Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.
Dansk sagn samlet af Evald Tang Kristensen, 1928.
Foto: Åmandsstenen (Sjellebbrostenen, Allingå – ca år 1000) vogter
hvor der siden jernalderen har været vadested over Allingå.